Pressemeddelelse

Broad Horizon fortsætter sin vækst: Køber hollandsk IT-konsulenthus

København den 23. august 2022

Broad Horizon har netop købt det hollandske IT-konsulenthus Iquality. Fra Broad Horizons side medvirkede Delegate i købet og vil fremover arbejde tæt sammen med Iquality. Samtidig rykker Delegate ud over landegrænsen og etablerer eget kontor i Amsterdam.

Hollandske Broad Horizon fortsætter med at opkøbe fremadstormende europæiske IT-virksomheder. Broad Horizon har således netop købt det hollandske konsulenthus Iquality, som er specialiseret i at designe, udvikle og drifte software, apps og hjemmesider.  

Broad Horizon og Delegate har i fællesskab drevet købet af Iquality. Iquality fortsætter som en selvstændig virksomhed og kommer fremadrettet til at indgå i et tæt partnerskab med de andre virksomheder i Broad Horizon, herunder danske Delegate og vil rent organisatorisk referere til Delegates adm direktør Jakob Schou og CFO Helle Sasser.  

Samlet set har Broad Horizon nu mere end 1.100 medarbejdere, heraf 400 medarbejdere i Norden fordelt på danske Delegate og Projectum samt finske Sulava. 

Købet af Iquality ligger i naturlig forlængelse af den udvikling, både Delegate og Broad Horizon har gennemgået de seneste år, udtaler adm. direktør i Delegate, Jakob Schou: 

“Vi har en klar ambition om at fortsætte den vækstrejse, vi er på, både gennem organisk vækst og gennem opkøb af andre virksomheder, vi deler værdier med. Det gør vi med Iquality, der lige som Delegate og resten af Broad Horizon er kendetegnet ved et stort fokus på medarbejdernes faglige og menneskelige udvikling og på deres trivsel,” siger Jakob Schou. Jakob supplerer: ”Med flere selskaber i familien kan vi skabe et endnu stærkere samarbejder og sikre vores kunder vedvarende udvikling og succes.” 

Delegate udvider marked og rekrutteringsgrundlag

Samtidig har Delegate taget næste skridt i sin vækstrejse ved at etablere et selvstændigt kontor i den hollandske hovedstad, Amsterdam. Delegate supplerer dermed sine kontorer i Virum, Aarhus og Aalborg, mens Broad Horizon og flere af dens virksomheder i forvejen har hovedsæder i og omkring Amsterdam.  

”Den centrale placering midt i Europa giver os en ny base at operere og vokse ud fra. Vi får nu bedre forudsætninger for at udvide vores forretning i for eksempel Holland, Belgien og Tyskland. Samtidig får vi et langt større opland at rekruttere kvalificerede kollegaer fra. Selvom det fysiske kontor er mindre afgørende end tidligere, er arbejdspladsens beliggenhed stadig et vigtigt parameter i kampen om at tiltrække og holde på de dygtigste hoveder,” siger Jakob Schou. 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Delegate, adm. direktør Jakob Schou, tlf. + 45 2333 7500.

“Vi har en klar ambition om at fortsætte den vækstrejse, vi er på, både gennem organisk vækst og gennem opkøb af andre virksomheder, vi deler værdier med.”

Delegate, adm. direktør Jakob Schou, tlf. + 45 2333 7500.

Om Broad Horizon

Broad Horizon tæller i dag over 1.100 medarbejdere og er skabt på baggrund af flere forskellige virksomheder som alle har Microsoft tilfælles. Hovedkontoret er lokaliseret i Holland. Hvert selskab i gruppen er hver især specialister indenfor områderne Data & AI, Workplace, Cloud & Infra og Business Apps. Broad Horizon bygger på filosofien om at sammen er vi stærkere end hver for sig. Broad Horizon gruppen tæller True, DMP, PINK Elephant, Cmotions, Underlined, Focus enterprise solutions, GAC, Delegate, Projectum, Sulava og Iquality. 

Om Iquality

Iquality har hovedsæde i Nijmegen og tæller 60 medarbejdere. Siden 1994 har virksomheden været specialiseret i at designe, udvikle og drifte software, apps og hjemmesider. 

Om Delegate

Delegate blev stiftet i 2006 og tæller i dag knap 200 medarbejdere fordelt på kontorer i Virum, Aarhus og Aalborg og Holland. Delegate rådgiver danske virksomheder og organisationer om digital transformation og leverer forretningskritiske it-løsninger baseret på Microsofts platform inden for bl.a. Big Data, IoT, Machine Learning og Customer Experience Management. Blandt kunderne er store danske virksomheder og flere offentlige styrelser. I 2021 vandt Delegate prisen som årets danske Microsoft-partner, og i 2022 er Delegate blevet hædret som både Danmarks Bedste Arbejdsplads i IT-branchen og Danmarks Bedste Arbejdsplads for kvinder på tværs af alle kategorier. 

Andre indlæg

Leave a comment

You must be logged in to post a comment.