Medejerskab - Rejsen med Delegate har også en mulig økonomisk up-side

Medejerskab - Rejsen med Delegate har også en mulig økonomisk up-side

Af Peter Østergaard, Partner og Direktør

 

Vi søger konstant at være Danmarks bedste arbejdsplads. Det gælder i alt, hvad vi gør.

 

Er der områder, hvor vi kan gøre det bedre?

 

Ja, det er der helt sikkert...

 

På min ”bucket-liste” har længe været et ønske om at give vores medarbejdere mulighed for at blive medejere af Delegate. Jeg ville gerne have et aktieprogram, og mulighed for at tilbyde vores medarbejdere noget ekstra udover et arbejde, hvor de bliver udfordret fagligt og udvikler sig som mennesker.

 

Delegate er en vækstvirksomhed. Vi har en klar plan om også at vokse de kommende år. Det er vores medarbejdere en stor del af. Og det skal de selvfølgelig også have glæde af!

 

Hvorfor er et medarbejderaktieprogram vigtigt?

 

Vi har i Delegate et kunde- og et medarbejderløfte som en del af vores kultur og værdigrundlag. Et medejerskab er en del af vores medarbejderløfte og i mine øjne et udtryk for anerkendelse. En anerkendelse af, at vi alle hver dag bruger mange timer på vores arbejde og det må godt komme alle til gode, hvis en dag at vores virksomhed bliver solgt.

 

Vores medarbejdere er hver dag med til at vokse og udvikle Delegate, en værdiskabelse som kommer vores aktionærerne til gode og derfor skal medarbejdere have mulighed for at blive aktionærer.

 

På den måde giver medejerskab mening.

 

Det giver værdi - både for medarbejderen og for Delegate.

 

Ønsket om at få medarbejderne med i ejerkredsen har faktisk været hos os længe, men både ejerstruktur og ugunstig lovgivning på området har været bremsende for vores implementering af et aktieprogram. Derfor var det også en stor dag, da vi i begyndelsen af 2019, efter lang tids forarbejde, endelig kunne lancere et aktieprogram for medarbejderne i Delegate!

 

Så hvordan er vi alligevel gået hen og blevet en virksomhed med aktieprogram og medejerskab?

 

For os opstod muligheden da Blue Equity kom ind som medejer i juni 2018. I den forbindelse blev Delegates ejerstruktur ændret og sammen med en ændring i lovgivningen for medarbejderaktier betød det, at der nu var mulighed for at implementere et aktieprogram.

 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var let... og hurtigt klaret.

 

Det har krævet stort arbejde, og vi har haft rigtig mange overvejelser i forhold til, hvordan vores aktieprogram skulle sættes sammen.

 

Som så ofte, er den simple løsning den bedste.

 

Så vi har sat nogle enkle krav til deltagelse i aktieprogrammet, således at alle medarbejdere har mulighed for at blive aktionærer på et tidspunkt. Bl.a. skal man have været ansat i et år. Vi synes, det er fair, at man skal have været en del af Delegate en rum tid, før man er klar til at tage en beslutning om medejerskab. På den måde sikrer vi, at vi er enige om, at der er et godt match mellem medarbejderen og Delegate som virksomhed inden medejerskab kommer på tale.

 

Desuden er det vigtigt for os, at nye medarbejdere ikke vælger Delegate pga. et aktieprogram, men for ALLE de muligheder et job her giver. Derfor må aktieprogrammet aldrig blive en del af ansættelsesprocessen.

 

Processen med at få et aktieprogram op at stå kan godt være lidt kompleks

 

Jeg oplever at aktieprogrammet og dets teknikaliteter om betingede aktier, vestede aktier, skatteregler og meget mere, er en svær størrelse for mange at forstå. Hvis man ikke har ejet en aktie før, så ved man jo heller ikke, at der gælder specielle skatteregler mm.  

 

En del af vores opgave er derfor at hjælpe vores medarbejdere med at træffe beslutningen om, hvorvidt de vil være med i aktieprogrammet på så oplyst et grundlag som overhovedet muligt.

 

Heldigvis er medarbejderne gode til at få talt sammen i vores interne chat tool Yammer, og mange fik hjælp til deres spørgsmål ved at tale med andre, og ved at suge til sig fra alle de input, der blev delt.

 

Aktieprogrammet er frivilligt. Beslutningen om hvorvidt man vil deltage eller ej, og om det er en god ide for den enkelte medarbejder, kan jeg ikke hjælpe med. Jeg er helt klart bias i det spørgsmål 😊 og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for holde mig ude af den dialog med medarbejderne.

 

Men nu, hvor aktieprogrammet er i gang, kan jeg heldigvis konstatere, at en stor del af de medarbejdere, som havde mulighed for at deltage, valgte at engagere sig i Delegate på en ny og sjov måde – nemlig som aktionær i deres egen arbejdsplads.

 

Det er et ekstra engagement i vores fælles hverdag. Ikke at vi manglede engagement – men man skal altid bestræbe sig på at gøre mere. Gøre det bedre.

 

Jeg er naturligvis meget glad for den store deltagelse. Glad for modtagelsen af aktieprogrammet. Og glad for den tillid vores medarbejdere har vist hinanden og Delegate som arbejdsplads.

 

Fremover handler det så om at fortsætte væksten i Delegate og lægge lidt til på toppen og i bunden hvert år, så aktieprogrammet bliver en succes for alle.

 

Går du med overvejelser om medarbejderaktieprogram i din virksomhed, er du meget velkommen til at tage fat i mig. Jeg inspirerer gerne og deler ud af vores erfaringer.

 

Har du lyst til en snak?

 

Send mig en hilsen herunder eller ring til mig (Peter Østergaard) på 20 58 88 38