Indlæg af

Sophie Eskildsen, Politisk konsulent, Dansk Erhverv

Værdier er vejen til vækst - og diversitet

16. maj 2022

Rådgivervirksomheden Delegate er netop blevet kåret som den bedste IT-arbejdsplads og den bedste arbejdsplads for kvinder af Great Place to Work. Virksomheden har gennem mange år arbejdet målrettet med udfordringen om at vokse i størrelse og samtidig holde fast i virksomhedens nærvær. Det er ifølge CEO Jakob Schou de universelle værdier om ligeværd, der muliggør skalering og diversitet.

Fra fire til knap 200
For Delegate startede det hele med fire ansatte tilbage i 2006. Det første møbel, der blev købt, var et bordfodboldsbord. Virksomheden bestod på det tidspunkt af en lille kreds, der kendte hinanden godt og dyrkede nærværet. 16 år senere er medarbejderstaben vokset til knap 200 personer. Kunderne tæller nogle af Danmarks største virksomheder, som f.eks. Mærsk, Vestas og ISS. Der er blevet opkøbt virksomheder ad flere omgange, og i 2020 blev Delegate selv en del af hollandske Broad Horizons. Men hvordan bevarer man det nærvær, der startede omkring et bordfodboldbord samtidig med, at man eskalerer sin forretning? Og hvordan gør man det på en måde, der tiltrækker og fastholder medarbejdere fra en bred talentpulje?

”Det er vores ekstreme fokus på værdier, der har gjort det muligt for os at skalere. Det er en integreret del af vores strategi at skabe en kultur, der appellerer til mennesker ud fra de tre værdier, der blev defineret ved virksomhedens grundlæggelse: nærvær, gensidighed og anerkendelse”

Jacob Schou
CEO, Delegate

Værdier muliggør vækst

Ligesom mange andre virksomheder har det altid været Delegates mission at skabe en god arbejdsplads med dygtige medarbejdere. Men ifølge CEO Jakob Schou er det, der gør forskellen, om man er i stand til at eksekvere på den målsætning samtidig med, at man vokser:

”Det er vores ekstreme fokus på værdier, der har gjort det muligt for os at skalere. Det er en integreret del af vores strategi at skabe en kultur, der appellerer til mennesker ud fra de tre værdier, der blev defineret ved virksomhedens grundlæggelse: nærvær, gensidighed og anerkendelse”, lyder det fra Jakob Schou.

Det strategiske fokus på værdier kommer bl.a. til udtryk ved, at Delegate i 2019 udarbejdede deres egen Emma Gad håndbog. Formålet har været at nedfælde virksomhedens fælles identitet. Alle medarbejdere har givet deres bidrag på interne workshops, og teamledere tager stort ansvar for, at det får liv ude blandt konsulenterne. Det er ifølge Jakob Schou den høje medarbejdertilfredshed, der gør, at folk gerne vil levere et godt stykke arbejde, som får kunderne til at komme igen og anbefale virksomheden til andre. På samme vis oplever Delegate, at deres medarbejdere er kulturambassadører, der er med til at tiltrække talenter – 64% af de ansatte er blevet henvist til virksomheden af en eksisterende medarbejder.

For Jakob Schou er der tre centrale nøgletal for virksomheden: toplinjen, bundlinjen og medarbejdertilfredshed. Sidstnævnte måles hver uge i en såkaldt ’Office vibe’-måling. I Delegate er de målinger, et et helt centralt værktøj, der løbende giver et pejlemærke om, hvor virksomheden ligger på medarbejdertilfredsheden:
”Vi kan sammenligne scoren på tværs af teams, anciennitet og køn for at se, hvor der er behov for at justere på tingene. At sikre en høj medarbejdertilfredshed lidt ligesom, når man træner op til et maraton. Man bliver nødt til at have en vedvarende indsats, ellers lykkes det ikke”, lyder det fra Tina Jeanette Larsen, Head of People and Culture i Delegate.

Diversitet følger af kulturen

Delegate har netop vundet prisen som bedste arbejdsplads for kvinder af Great Place to Work på tværs af brancher. Imidlertid påpeger Jakob Schou, at der ikke har været et selvstændigt fokus på diversitet i virksomheden, fordi det følger naturligt af kulturen. Til det tilføjer han:
”Vores fokus på ligeværd og faglighed er noget, der tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere. Det er de universelle værdier, der gør, at vi scorer højt på medarbejdertilfredshed på tværs af køn”.

Sidste år implementerede Delegate et kvindenetværk for at samle kvindelige medarbejdere på tværs af kontorer til at drøfte karrievalg og hente inspiration. Ifølge Tina Jeanette Larsen har det været godt for kvinderne at kunne deltage i netværket – ligesom alle mulige andre netværk – men det har ikke haft afgørende betydning for, at virksomheden vandt prisen som den bedste arbejdsplads for kvinder. Det er værdierne og virksomhedens løbende monitorering af data for at se, om der er skævheder, der skal rettes op på, f.eks. ift. lønforskelle og forfremmelser.

Derudover har Delegate lært af coronakrisen og lanceret begrebet ’Work from anywhere’. Det handler om at give medarbejderne fleksibilitet til at være i deres respektive livssituationer. Delegate har flere gange tilbudt medarbejdere, der havde sagt deres stilling op, fordi de skulle flytte til udlandet for at studere eller være sammen med deres partnere, at tage jobbet med dem. Det giver Delegate mulighed for at fastholde talenter, samtidig med at der er blik for forskellige behov. Det er ifølge Delegate med til at skabe en arbejdsplads, som folk – uanset livssituation – gerne vil arbejde for.

Leave a comment

You must be logged in to post a comment.