Hjem » Kvinder i IT » Kvinder i IT: Julie Langdal Andersen
Som statskundskaber skiller Julie Langdal Andersen sig ud blandt kollegerne i Delegates Data & AI-team. Mens hun har et stort fokus på strategi og forretning, vil hun stadig forstå de tekniske løsninger.
”Havde du spurgt mig, om jeg skulle arbejde i IT-branchen, dengang jeg begyndte på Statskundskab, havde jeg nok svaret nej,” siger Julie Langdal Andersen.
I 2019 dimitterede hun fra Aarhus Universitet og har efterfølgende arbejdet med data og analyse hos henholdsvis Rambøll og PwC, før hun i efteråret 2022 blev ansat i Delegates team for Data & AI.
”Jeg har altid fundet data og tekniske løsninger interessant også på studiet, men det var først under min praktik og i mit studiejob, at jeg rigtigt begyndte at forstå og kunne se, hvordan det kan skabe værdi. Der ligger jo et kæmpe uudnyttet potentiale i mange virksomheders data, og det er ærgerligt, hvis det bare går til spilde. En af vores vigtigste opgaver er derfor, at få virksomheder til at forstå, hvorfor de skal bruge data og hvordan.”
Og med en baggrund fra Statskundskab kommer Julie med et andet perspektiv på projekter end hendes kolleger med IT-baggrund:
”Jeg kommer i højere grad med et ’high level view’ på kunderne med fokus på det strategiske og på helheden. Detaljerne skal selvfølgelig være i orden, men for mig handler det om det store billede. Hvis vi for eksempel skal lave en dataplatform og/eller hjælpe med Self-Service BI hos en virksomhed, så er det for mig centralt at have indblik i, hvad vores løsning skal anvendes til, hvem der skal anvende den, hvilke datakilder vi har til rådighed, samt om det stemmer overens med virksomhedens strategi og deres mål. Det er vigtigt at kende konteksten og virksomhedens tanker, for hvis vi ikke har det for øje, når vi designer en løsning, så risikerer vi, at vi ender med at udvikle en løsning, som virksomheden ikke bruger og som derfor ikke skaber værdi.”
Som Consultant i Delegate er Julie gået ned ad en mere teknisk vej, end hun har været i sine tidligere jobs:
”Min passion ligger i værdiskabelsen mellem teknik og forretning, herunder at hjælpe virksomheder til at bruge data rigtigt. Men som konsulent i Delegate er jeg også nødt til at forstå de tekniske løsninger, vi laver, før jeg kan gå ud og rådgive kunderne ordentligt i forhold til strategien og forretningen. Jeg synes, det er virkelig spændende at lære nye ting og blive udfordret, og det bliver jeg i Delegate.”
Julie havde i forvejen erfaring med blandt andet Power BI og SQL, mens for eksempel Azure Synapse har været helt nyt for hende:
”Men både nu og tidligere har jeg været omgivet af dygtige kolleger, som har introduceret mig for tingene og vist mig, at du ikke behøver at have en baggrund, hvor du har kodet i flere fag på universitet, så længe du har motivationen for at lære.”
IT-branchen har en markant overvægt af mænd, men ser man bort fra køn, oplever Julie stor diversitet:
”Jeg har ikke været overrendt af kvindelige kolleger, det må jeg nok erkende. Men jeg oplever til gengæld en branche med mange virkelig dygtige kolleger med forskellige baggrunde. Og det er også noget af det, som jeg synes er interessant. Det er spændende at komme ind i et rum, hvor vi ikke sidder fem personer, der har læst det samme, men faktisk har forskellige baggrunde og til dels også alder.”
Hvad vil du sige til en kvinde, som overvejer at søge ind i IT-branchen?
”Det er en megafed branche med rigtig mange dygtige folk, som gør din læringskurve ekstremt stejl. Du skal forvente at møde en masse mennesker, som ikke ligner dig selv, men se det som noget positivt, i stedet for at se det som en barriere for at passe ind. For det er egentlig det, jeg synes, der er ret fedt ved at være i Delegate; at vi er så mange forskellige typer.”
Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, vil du få besked, når vi afholder events, få inspiration fra cases og meget mere.