AF PETER ØSTERGAARD, CO-CEO, DELEGATE
ESG–indsatsen er på toppen af bestyrelsernes dagsorden i de kommende år. Peter Østergaard, Co-CEO i Delegate, deler her indsigter i konsulenthusets arbejde med diversitet og ligestilling.
Som virksomhed er det i dag langt fra nok at fokusere på at levere et fornuftigt afkast til ejerne. Der er også en klar forventning om, at man tager et samfundsansvar, fx i forhold til klima og miljø, etik og diversitet. Det gælder i særligt grad større virksomheder, og den stigende forventning til at tage ansvar kommer både fra politisk side, fra samarbejdspartnere og kunder og internt fra egne medarbejdere og ledelser/bestyrelser.
I 2022 blev Delegate kåret som Danmarks bedste arbejdsplads for kvinder af den globale konsulent- og analysevirksomhed Great Place To Work. At blive anerkendt som landets bedste arbejdsplads for kvinder er en stor cadeau, som vi er meget taknemmelige for. Netop derfor kan det måske lyde paradoksalt, når jeg fortæller, at vi faktisk ikke gør noget særligt for vores kvindelige medarbejdere.
For et par år siden implementerede Delegate godt nok et kvindenetværk for at samle kvindelige medarbejdere på tværs af kontorer til at drøfte karrierevalg og dele inspiration. Men netværket har ikke haft afgørende betydning for, at vi endte øverst på skamlen over bedste arbejdspladser for kvinder i Danmark. Det kommer ned til noget så fundamentalt, som at vi stræber efter at behandle alle vores kolleger godt og generelt har et stort fokus på vores medarbejderes trivsel og udvikling.
Derudover er det lykkedes os at udviske lønforskelle mellem kvinder og mænd, ligesom man som kvindelig medarbejder sagtens kan blive forfremmet, selv om man står foran en barsel. Vi opererer med andre ord ikke med positiv særbehandling, men med regulær ligebehandling, hvilket ikke er en selvfølge på arbejdsmarkedet i hverken Danmark eller resten af Europa.
Det grundsyn på vores medarbejdere er også baggrunden for, at vi i slutningen af april er blevet kåret til den bedste arbejdsplads i Danmark at være ung på. Hos os får man hurtigt ansvar, rig mulighed for at lære, og man opfordres til at udfordre det eksisterende – uanset alder og anciennitet. Ved samme prisuddeling blev Delegate desuden – for andet år i træk – hædret som den bedste arbejdsplads i IT-branchen i Danmark.
“ESG er det største vækstområde i internationalt erhvervsliv lige nu, og ideelt set går det at tage samfundsansvar hånd i hånd med virksomhedens værdier og med forretningen. Det gælder også, når vi taler om diversitet. For med den benhårde kamp om de dygtigste hoveder, vi oplever i IT-branchen i disse år, er vi ganske enkelt tvunget til at sikre os det bredest mulige rekrutteringsgrundlag.”
Peter Østergaard
Co-CEO, Delegate
Det er ingen hemmelighed, at vi er stolte af hæderen, og det gør os uden tvivl til en mere attraktiv arbejdsplads for både nuværende og potentielle ’Delegaters’.
Men prisregnen må ikke blive en sovepude for os. For diversitet handler om langt mere end køn og alder – også fx etnicitet, seksualitet og handicap. Vi har fortsat et stort arbejde foran os på disse områder. For sagen er, at langt de fleste af os er mere biased, end vi selv går og er bevidste om.
I Delegate monitorerer vi allerede løbende data for at se, om der er skævheder, der skal rettes op på, fx i forhold til lønforskelle og forfremmelser. Vi er langt fra i mål, men vi har sat en ambitiøs kurs. I år har vi påbegyndt arbejdet med DS 5001 – den danske standard for diversitet og ligestilling. Det har vi blandt andet gjort for at blive klogere på vores egen bias i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere. For det vigtigste er, både for Delegate og samfundet, at vi ansætter den rigtige person til jobbet – uanset køn, alder, etnicitet, seksualitet eller handicap.
Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, vil du få besked, når vi afholder events, få inspiration fra cases og meget mere.