Denne sensommer har fem delegatere endnu en gang været i Ghana for med egne øjne at se, hvordan samarbejdet mellem Delegate og organisationen Besesaka sikrer børn og unge en bedre fremtid gennem boksning og uddannelse.
“Det er en bydel, hvor der er mange ‘lost children,’ som de siger,” forklarer Charlotte Kampp Davidsen, People & Culture Specialist i Delegate. “Men det er også en bydel, hvor alle tager sig af hinanden.”
Organisationen Besesaka holder til i Bukom, som er en af de fattigste dele af Ghanas hovedstad Accra. Her er det kun ni procent af børnene som afslutter high school, og adgang til uddannelse er afgørende for at bryde ud af fattigdom.
I 2020 indgik Delegate et femårigt samarbejde med Besesaka, der skal sikre, at flere børn og unge kan få et scholarship og gennemføre en uddannelse, og denne sommer har fem delegatere endnu en gang været i Ghana for at besøge projektet.
“Formålet med vores besøg har bl.a. været at skabe netværk, opmærksomhed og forbindelser mellem os her i Danmark, de mennesker, der arbejder med børnene og børnene i særdeleshed,” fortæller Lilian Stenholt Thomsen, Principal Consultant i Delegate.
”Det var meget vigtigt for os, at vi ikke kom derned og følte, at vi skulle belære dem. Og omvendt kom vi ikke derned kun for, at de skulle lære os noget. Så det var en power exchange, en gensidighed, som også spiller rigtig godt i tråd med værdierne, som Delegate har”, fortæller Charlotte.
Charlotte Kampp Davidsen
People & Culture Specialist, Delegate
”Det var meget vigtigt for os, at vi ikke kom derned og følte, at vi skulle belære dem. Og omvendt kom vi ikke derned kun for, at de skulle lære os noget. Så det var en power exchange, en gensidighed, som også spiller rigtig godt i tråd med værdierne, som Delegate har”, fortæller Charlotte.
Som en del af denne gensidige udveksling, afholdt Delegates udsendte kolleger en kode-workshop for 70 lokale børn, hvoraf de 16 af dem er indrullet i Besesakas officielle program.
”Vi er jo et IT-firma, og vi ville gerne på en eller anden måde, få det flettet ind. Men hvordan laver man en workshop om IT med børn, som ikke kender til e-mails, software eller brugen af computere generelt?”, spørger Lilian.
Løsningen blev micro:bits. En lille computer påmonteret hjul, så det bliver til små robotbiler, der kan køre. Og så fik børnene en simpel introduktion til, hvad kode er.
”Kode er tre ting: Det er sprog, det er to-do-lister og det er kreativitet. På den måde kunne vi inkludere børnene ved først at spørge, hvilke sprog de kender. Så skulle de svare på, hvad de gør om morgenen, inden de skal i skole – og i Bukom, er det normalt at alle børn f.eks. skal feje gulvet derhjemme, inden de tager afsted,” forklarer Lilian.
For at illustrere, at man skal følge regler, når man skriver kode, fik børnene til opgave at tegne en tuschstreg på et stort stykke papir på gulvet, som robotten skulle følge. Stregen skulle have en bestemt tykkelse og måtte ikke have skarpe sving, og så skulle de sætte robotten på stregen og se, om robotten kunne følge den.
”De får den jo til at virke og er meget begejstrede. Og den der nysgerrighed, som børn jo naturligt har, den er der jo ikke forskel på, om det så er et barn i Danmark eller et barn i Afrika. De her børn i Bukom har bare ikke de samme muligheder, som vi har herhjemme. Så det at vi lykkedes med at kunne inspirere dem og give dem en lille flig af vores IT-verden, det var en kæmpe oplevelse,” fortæller Lilian.
Under den ugelange rejse, har særligt én oplevelse gjort et ekstra stort indtryk på både Charlotte og Lilian.
”En af aftenerne var vi ude at spise med børnene fra Besesaka, og det sker nærmest aldrig for dem,” fortæller Charlotte.
De 16 børn fra Besesaka havde på forhånd fået at vide, at de måtte vælge mellem fire forskellige retter på restauranten.
”Så børnene vidste præcis, hvad de gerne ville have, men langt fra alle spiste op. Og det gik jo så op for os, at det besøg på den restaurant, var deres mulighed for at få noget mad med hjem til deres familie. Så der var for eksempel en af drengene, der havde medbragt en bæltetaske, og så han var klar til at putte kyllingelår pakket ind i servietter ned i den – han vidste ikke, at han kunne få en lille æske, en doggybag, med hjem til den overskydende mad,” fortæller Charlotte.
Lilian fik også indblik i hakkeordenen blandt børnene, da hun ikke kunne spise sin portion op.
”På restauranten sad jeg ved siden af en af de ældre drenge, og da jeg er mæt, lægger jeg bestikket fra mig, og jeg kan godt se, at han er meget opmærksom. Han spørger så stille, om jeg har tænkt mig at tage resterne med hjem på hotellet. Det har jeg jo ikke, så jeg spørger, om han vil have det.”
Et yngre barn ved bordet er også interesseret i resterne, så Lilian forsøger sig med, om de to børn måske kunne dele det, men det ældre barn sætter straks det yngre på plads.
”Da vi kom tilbage på hotellet den aften, brugte jeg to-tre timer på at falde i søvn. Det hele kørte bare rundt. Det er så anderledes, end hvad vi er vant til herhjemme,” fortæller Lilian.
Mødet med børnene og den håbløshed der hersker i Bukom stikker også til lysten for at ville redde dem alle.
”Man kunne jo få lyst til at give dem nogle penge. Men det dur ikke, for så bliver det et skævt forhold. Og det er ikke det, der er meningen med Besesaka og vores besøg. Meningen er, at der er denne her power exchange, gensidighed – vi byder ind med noget, og tilsvarende får vi noget igen,” siger Charlotte.
Frem for at give dem penge, fandt Charlotte en anden måde at vise sin gestus.
”Jeg havde en masse snacks med hjemmefra, og dem havde jeg også med på vores ture rundt med børnene, blandt andet små, søde kokostern. Så når vi alle sammen begyndte at være lidt småsultne, kunne jeg dele ud af mine snacks. Børnene bruger selv udtrykket ”You’re invited”, hvilket betyder, at man gerne må smage deres mad. Og så sagde jeg det samme: ”You’re invited”. Så føltes det ligeværdigt på den måde.”
Hvad tager I med jer hjem fra turen?
”Ydmyghed og nærvær,” svarer Charlotte. ”Jeg er utrolig imponeret over, hvordan James [red. grundlæggeren af Besesaka] og de andre i organisationen overfører så mange fede værdier til de her børn, og hvordan de gør en forskel for lokalmiljøet. Man kan ikke redde alle, for hvis James havde muligheden, ville han selvfølgelig give scholarships til alle børn, der bokser i Bukom. Men jeg synes bare, det er så fedt, at han har en vision om at give nogle af børnene en bedre fremtid.”
”Kærlighed,” svarer Lilian. ”Og så er jeg blevet mega-inspireret af hele oplevelsen. Jeg føler virkelig, at jeg har fået givet sindssygt meget, og den her kode-workshop var for mig noget af det største. At kunne være med til at inspirere børn på den måde, det kunne jeg godt tænke mig at udforske videre. Jeg bliver ved med at sige, at nu har jeg lagt oplevelserne fra turen på hylden, men så finder jeg dem frem igen, og mærker efter og får nye ting ud af det. Det er ret fantastisk.”
En oplevelse for livet
Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, vil du få besked, når vi afholder events, få inspiration fra cases og meget mere.
Danish 
English